De fleste af os er nok helt klar over, at søvn er vigtig for os alle. Og for mange er det også almen viden, at især børn har et stort behov for mange timers søvn. Men hvor meget skal børn sove i forskellige aldre? Hvordan sørger du for, at det også lykkes? Og hvorfor er det lige, at det er så vigtigt med den søvn? Alt det kan du læse meget mere om herunder i vores blogindlæg, hvor du får svar på spørgsmål om søvnbehov hos børn.

Søvnbehov for nyfødte

Hvis du har en nyfødt derhjemme, giver det nok næsten sig selv, at dit barn sover meget. For spædbørn går meget af døgnet nemlig med skiftevis at sove og die. Og faktisk udgør søvn hos nyfødte typisk omkring 16 timer i døgnet til at begynde med. Du skal dog ikke bekymre dig, hvis det ikke er tilfældet for dit barn. For faktisk kan det antal timer, som dit spædbarn sover i døgnet, variere helt fra 10 til 23 timer, ifølge netdoktor.dk.

Samtidig kan du også forvente, at dit spædbarn vågner cirka hver anden til tredje time, netop fordi han eller hun ofte bliver sulten. Dog kan de også somme tider sove fire til fem timer ad gangen. Og skulle det ske, at dit barn sover dobbelt så lang tid ud i et, er det også helt fint, så længe barnet er sundt. Så nyfødtes søvn kan altså variere meget, og selv om nyfødte sover meget, skal du også være klar på at vågne om natten, fordi deres søvn normalt ikke varer så mange timer ad gangen.

Søvnbehov – 1 år

Når dit barn er fyldt et år, har barnets søvnmønstre selvfølgelig også ændret sig betydeligt, siden det var et spædbarn. Nu vil barnet typisk sove omkring de 14 timer i døgnet, men det kan selvfølgelig også i denne alder variere fra barn til barn. Når barnet er blevet vant til at indtage fast føde, vil det typisk også kunne sove en hel nat uden at skulle have ekstra mad, som sundhed.dk skriver. Men der kan også sagtens være børn, som stadig vågner i løbet af natten.

Typisk begynder man også at vænne sit barn til at sove en enkelt gang om dagen og ellers kun om natten. Mange går ture med deres børn for at få dem til at sove i løbet af dagen. Og her skal du huske på, at det er vigtigt, at dit barn ligger på en god madras, så din 1-årige får en god søvn. Det kan man måske godt glemme, fordi man tænker så meget over kvaliteten af selve barnevognen. Men ligesom det er vigtigt, at dit barn ligger godt i sin seng, er det også vigtigt, at han eller hun ligger godt i barnevognen.

Søvnbehov – 2 år

Når dit barn er fyldt to år, har hans eller hendes søvnrutiner ikke nødvendigvis ændret sig drastisk. For behovet for søvn for 2-årige vil typisk være omkring de 13 timer i døgnet. Størstedelen af denne søvn foregår om natten, og så vil dit barn typisk have brug for en dagssøvn på 1,5 til 2 timer. Og der vil normalt kun være tale om én lur om dagen. Det skriver netsundhedsplejerske.dk.

Søvnbehov – 3 år

Et barn på tre år har generelt set brug for omkring 12 timers søvn i døgnet. Det kan igen variere fra barn til barn, hvor mange timer der er optimalt af søvn, når man er 3 år. Her kan det stadig være bedst for dit barn med en mindre lur i løbet af dagen. Men det er også omkring denne periode, at man normalt stille og roligt vænner barnet af med at sove om dagen, så søvn for 3-årige kan ændre sig noget, når det kommer til at sove om dagen.

Det kan være godt for dit barn at have en rutine, inden han eller hun skal sove. Det kan for eksempel være, at I læser i 15 minutter i en bog. Eller måske I lytter til noget stille musik. Det kan også være, at dit barn bliver afslappet af at komme i bad. Formålet med det er, at dit barn så ved, at det er tid til at sove, når rutinen er slut. Og du kan sådan set begynde denne rutine, fra dit barn ikke er særligt gammelt.

Børn har nemlig godt af regelmæssigheder, og det kan være med til at sørge for, at dit barn nemt og hurtigt falder i søvn. Det er dog vigtigt at huske på, at uanset hvordan jeres soverutine er, så bør det være aktiviteter, som ikke er vilde. Så kan dit barn nemlig langsomt falde ned og måske blive mere og mere træt, allerede inden han eller hun skal sove.

Så nu har du i hvert fald et overblik over, hvor meget og hvornår børn fra spædbørnsalderen til treårige mere eller mindre bør sove. Men hvad skal der ellers til, for at dit barn sover nok og på den bedst mulige måde?

Hvordan sikrer jeg en god søvn for mit barn?

Du kender det sikkert også fra dig selv – hvis du ligger på en meget hård flade i et lyst rum, er det bare ikke så nemt at falde i søvn. Og ligesom at du har brug for nogle bestemte betingelser for at sove optimalt, har dit barn det selvfølgelig også. Så det er ikke nok med, at I skaber en god soverutine. Dit barn har også brug for at sove under bestemte betingelser.

Det betyder, at dit barn helst skal sove et sted, hvor der er ret mørkt, stille og køligt. Og samtidig er det også vigtigt, at dit barn har en seng, der passer til barnets alder – selvfølgelig med et lagen i den rette størrelse. Ligeledes skal dit barn have både en dyne og en pude i den rette størrelse.

Du skal også passe på med ikke at gøre dit barn for afhængigt af dig, når han eller hun skal sove. Dit barn skal gerne lære selv at falde i søvn, så du ikke vugger barnet i søvn eller ammer dit barn, til han eller hun sover.

Men selvfølgelig skal du også lytte til dit barns behov. Hvis dit barn er kommet i en alder, hvor han eller hun selv kan udtrykke sig, er det vigtigt, at du indretter rutinerne, så de passer bedst muligt til lige netop dit barn. Så har du for eksempel et barn, der er bange for mørke, kan han eller hun have en lampe stående på sit værelse, så den frygt forsvinder. Sådan sikrer du de mest optimale forhold for dit barn, og det øger sandsynligheden for, at dit barn kommer til at sove godt.

Hvorfor er søvnen så vigtig for børn?

Selv om du sikkert godt ved, at søvn er en vigtig faktor for blandt andet børn, er det ikke sikkert, at du er klar over, hvor vigtig den faktisk er. Og måske du heller ikke kender en masse til konsekvenserne af, hvad der sker, hvis børn ikke får nok søvn. Derfor tager vi dig herunder igennem nogle af de konsekvenser, som mangel på søvn kan have for små børn.

Søvnen er noget af det mest essentielle i vores alles liv. Det er nemlig under søvnen, at kroppen får ro, så den kan genoprette energien. Det gør, at vi er klar til en ny dag uden at være trætte. Mangel på søvn kan have mange alvorlige konsekvenser. For børn kan det blandt andet øge risikoen for infektioner, der kan resultere i, at man ikke vokser og udvikler sig optimalt.

Mangel på søvn kan dog også have en stor indflydelse på det mentale. Det kan være skyld i faktorer som manglende koncentration og øget irritabilitet. Og de forskellige mulige konsekvenser går selvfølgelig ikke kun ud over barnet.

Som forælder vil man jo sit barn det bedste, og samtidig kan det også i hverdagen påvirke forældrene. For mangel på søvn kan blandt andet føre til, at dit barn græder mere, end det ville gøre, hvis det var udhvilet. Ligeledes kan det også gå ud over pædagoger og andre børn, som dit barn omgiver sig med. Fordi dit barn ikke føler sig tilpas i sin krop på grund af mangel på søvn.

Og selv om vi alle har brug for søvn – børn så vel som voksne – så er det vigtigt at huske på, at vi alle er forskellige. Så det betyder, at det ikke nødvendigvis er et problem, hvis dit barn ikke passer ind i de ovenstående søvnmønstre. Hvis dit barn har det godt og er sundt, er det sikkert også, fordi han eller hun får den søvn, der er behov for.

Hvad kan vi hjælpe dig med?

Forhåbentlig har dette blogindlæg været med til at give dig et overblik over, hvor meget søvn dit barn eller dine børn har brug for frem til treårsalderen. Og måske du også er blevet meget klogere på, hvorfor det er så ekstremt vigtigt, at dit barn får nok søvn hver eneste nat – og dag.

Men hvis du har nogen spørgsmål til os eller noget, som du undrer dig over, skal du være mere end velkommen til at kontakte os. Det gælder også, hvis du har spørgsmål til nogen af vores produkter – for eksempel til børn. Du kan kontakte os på flere måder. Enten via vores kontaktformular, ved at ringe til os på tlf. +45 56 14 55 33 eller ved at sende os en mail på kontakt@delfinsengecenter.dk. Vi besvarer henvendelser inden for to til fire hverdage.